start en blog - sådan kommer du i gang med at blogge

*Indlægget indeholder reklamelinks.

Vil du gerne i gang med at blogge, men synes du, at det er svært at komme i gang? Så kig med her i vores guide, Start en blog. Hvor vi guider dig step by step til at lave din egen blog.

Start en blog

Det kan være nervepirrende at starte sin egen blog. Vi oplever ofte, at folk har en frygt for at komme i gang. Måske er du bange for, hvad andre vil synes om din blog, og måske ved du slet ikke, hvordan du skal starte? Her i guiden hjælper vi dig godt på vej. Vi kommer ind på, hvordan du køber et domænenavn, installerer WordPress, og hvordan du sætter din blog op. Vi guider dig fra start til slut, så du kan lave din egen blog med ro i maven.

Hvad skal din blog handle om?

Når du starter en blog, er det en god idé først at gøre dig nogle overvejelser om, hvad du skal blogge om. Hvad er din blogs fokus, og hvem er din målgruppe? Vi anbefaler, at du blogger om noget, du er passioneret omkring, og om noget, du har en viden og en naturlig interesse inden for, så du kan hjælpe dine læsere inden for det emne.

Vi har lavet e-bogen “Find din niche – og få en professionel blog”, der hjælper dig med at finde din blogs fokus og målgruppe. Få vores e-bog her. I E-bogen guider vi dig, så du kan finde den helt optimale niche for din blog. Samtidig viser vi dig, hvordan du finder din målgruppe, og hvordan du kommer i gang.

Hvad skal din blog hedde?

Når du har fundet din blogs niche og derfor ved, hvad du vil blogge om. Så er det også nemmere at finde på et navn. En god øvelse, når du skal finde et navn til din blog, er at skrive alle de ord ned, der har noget med din blog at gøre. Hvilke ord passer på din blogs kommende indhold? Når du har skrevet alle disse ord ned, kan du begynde at lege med dem, sætte dem sammen på kryds og tværs og brainstorme videre på et navn til din blog. Når det er sagt, så er der nogle punkter, som er værd at overveje, inden du vælger dit endelige blognavn.

Et godt blognavn er:

  • Nemt at huske
  • Nemt at stave
  • Passer til indholdet
  • Hellere kort end langt
  • Stavet korrekt

Køb domæne og webhotel

Når du har fundet på et navn, anbefaler vi, at du køber dit eget domæne til din blog. Sådan at den kommer til at hedde minblog.dk i stedet for minblog.wordpress.com. Du kan undersøge om et domæne er ledigt på dk-hostmaster.dk.

Når du har fundet det perfekte domænenavn, og har tjekket, at det er ledigt, anbefaler vi, at du køber dit domæne sammen med dit webhotel på Unoeuro.dk. Vi har selv rigtig gode erfaringer med Unoeuro, og de yder en god support. Et webhotel er en server, hvor din blog lagres. Du køber på en måde et lille stykke af internettet, hvor du kan have din blogs data liggende.

Bekræft domæne hos DK Hostmaster

Det er DK Hostmaster, der står for alle .dk-domæner, og efter købet af dit domænenavn, modtager du i løbet af 24 timer en mail fra DK Hostmaster, hvor du skal bekræfte dit køb af domænet. Mailen sendes til den e-mail, du angivet ved oprettelsen af dit webhotel hos Unoeuro. I mailen fra DK Hostmaster er der et link, så du kan bekræfte og aktivere dit domænenavn – du logger ind med det bruger-ID og den adgangskode, der står i mailen. Herefter er dit domænenavn klar til brug.

Installer WordPress

Når du skal oprette din blog, skal du vælge, hvilken platform, du gerne vil have den liggende på. Vi anbefaler, at du bruger WordPress.org som platform til din blog, da det er en platform med utallige muligheder. Med WordPress.org har du frihed til selv at vælge designet til din blog, og du kan tilkoble forskellige moduler (plugins), der giver mulighed for at gøre din blog endnu mere professionel. Her på blogguides.dk fokuserer vi på blogs oprettet i WordPress, fordi vi synes, det er en god og brugervenlig platform.

Du kan installere wordpress ved hjælp af Unoeuros 1-click installation, som er virkelig nemt og sikkert at bruge.

Find et tema til din blog

Når du skal designe din blog, er det en fordel at vælge et tema, der er mobilvenligt (responsivt). De fleste læser blogs fra mobilen. Derfor er det vigtigt, at din blog er pæn og brugervenlig på en mobil. Din sides mobilvenlighed er også noget, der styrker din blog SEO-mæssigt.

Vi vil anbefale, at du køber et tema, selvom det kan være fristende at vælge et af de mange gratis temaer på markedet. I de købte temaer har du mulighed for at ændre meget mere ved dit design, og samtidig har du mulighed for at få support, hvis du har spørgsmål til temaet.

Som en ekstra bonus bliver de købte temaer generelt holdt mere ved lige, og bliver opdateret, hvilket gør din blog mere sikker over for hackerangreb.

Du kan finde masser af fine temaer til din blog på blandt andet Themeforest (reklamelink) og Creative Market (reklamelink).

Opsæt WordPress

Https – en sikker blog

Du er nu klar til at opsætte din blog på WordPress platformen. Vi anbefaler, at du starter med at få din blog til at køre som https i stedet for http. Vi har lavet en guide her, der viser dig, hvordan du gør. Det vil styrke din blog SEO mæssigt og være et ekstra plus i forhold til GDPR-loven, hvilket vi har skrevet mere om her.

Installer dit tema

Herefter kan du installere dit valgte tema ved at gå til fanen “Udseende” og vælge “Temaer“. Her skal du uploade den ZIP-fil, som du har downloadet i forbindelse med købet af dit tema.

Generelle indstillinger i WordPress

Der er nogle ting, som er gode at have styr på fra start i dit WordPress-kontrolpanel. Vi anbefaler blandt andet, at du ændrer din permalinkstruktur til at vise “Navn på indlæg“. Se vores guide til, hvordan du gør her!

Du kan også ændre dine kommentar-indstillinger, sætte tidszonen for din blog samt vælge dit datoformat under fanen “Indstillinger“.

Vigtige sikkerhedsplugins og backup

For at beskytte din blog mod spam og hackerangreb, anbefaler vi, at du installerer pluginnet “Akismet” samt “Wordfence“. Det er også en god idé at installere pluginnet “UpdraftPlus“, så du løbende kan tage backup af din blog.

Kom i gang med at blogge

Om-side

Du er nu klar til at skrive løs på din blog. Vi anbefaler, at du starter med at lave en om-side. En side, hvor du kan fortælle om dig selv og din blog. Om-siden er rigtig vigtig, da der er mange, der klikker ind på lige netop den side. Folk er nysgerrige, og vil gerne lære mere om, hvem der står bag bloggen. Så sørg for at gøre lidt ud af det og skriv mere end blot et par linjer.

Din om-side skal selvfølgelig være personlig, men sørg også for at fortælle, hvad din blog handler om. Hvorfor den er relevant for læseren, og hvad du kan tilbyde dem. Du kan også bruge om-siden til at fortælle om nogle populære indlæg, og vise hvilke sociale medier man kan følge dig på.

Det her kan du inkludere på din om-side

  • Dit motto, “slogan” eller yndlingscitat
  • En beskrivelse af dig selv
  • Hvorfor du startede din blog
  • Hvad er dit budskab eller mission
  • Call to action
  • Billeder, videoer eller lyd-filer
  • Link til sociale medier

Det første blogindlæg

Dit første blogindlæg kan med fordel uddybe de ting, du har skrevet om på din om-side. Vær personlig, fortæl om, hvorfor du har lavet en blog, og hvad den kommer til at handle om. Det er en god idé allerede her i starten at forventnings afstemme. Så dine læserne ved, hvad der kommer til at ske på din blog fremover.

Vi anbefaler dig at læse vores guides “Skrivetips til at forbedre dine indlægs læsevenlighed” samt “SEO quick guide, 10 tips og et gratis musthave plugin”, inden du går i gang.

Kategorier og menu

Det er en god idé at vælge nogle kategorier til din blog. Kategorier er de emner, du gerne vil skrive om på din blog. Det kan være mode, skønhed, mad, DIY eller børn. Vi anbefaler, at du prøver at begrænse dig, og vælger maksimum fem hovedkategorier til din blog, da det ellers hurtigt kan blive uoverskueligt for dine læsere (og dig selv!). Når du skriver et blogindlæg, vælger du, hvilken kategori det enkelte indlæg skal være i, for på den måde at kategorisere dit indhold og gøre det nemmere for læserne at finde det indhold, de gerne vil læse om.

Det er også en god idé at lave en menu, så dine læsere kan navigere rundt på din blog. I menuen kan du linke til de kategorier, du har på din blog samt din om-side og kontakt-side. Du finder din blogs menu under fanen “Udseende” i dit WordPress-kontrolpanel.

Del din blog med verden

Når du har lavet din blog og skrevet et par blogindlæg, er det på tide, at du deler den med verden. Brug dine sociale medier til at promovere din nye blog, og få venner og familie til at hjælpe dig med at dele den. Vi ved godt, at det kan være både nervepirrende og grænseoverskridende, men vi ved også, at det slet ikke er så slemt, som du går og tror.

Vi har selv været der! Haft frygt for, hvordan andre ville tage imod vores blogs, og om der overhovedet var nogle, der kunne lide vores indhold. Vi ved, at du vil blive stolt af dig selv, når først du tør at vise andre, hvad du har arbejdet på, og du skal bare vide, at vi ved, du kan! Husk på, hvorfor du startede din blog i første omgang, var det så ingen andre skulle læse med? Nej vel? Du har lavet en blog, fordi du har noget på hjerte, som du gerne vil dele med verden, og nu er det på tide, at du tager springet.

Kom så, vi hepper på dig 🙂


Signature
Tilmeld vores nyhedsbrev, så modtager du e-bogen "Find din niche - og få en professionel blog".

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, accepterer du, at vi må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om kurser, events og produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig vores nyhedsbrev igen.

Læs vores privatlivspolitik her.